|
At holde to
kaniner sammen.
En eller to ?
Et af de mest almindelige spørgsmål om kaniner er, om man kan holde
to sammen, og i så fald hvordan.
Meningerne er meget delte, og der argumenteres for og imod rundt
omkring.
Nogle mener, at da kaniner ikke er flokdyr men kolonidyr, så bør de
holdes hver for sig.
Andre holder gerne både to hanner eller to hunner sammen, eller en
hun og en han.
Min helt klare opfattelse er, at kaniner, selvom de ikke er flokdyr,
stadig er meget sociale.
En hun og en han sammen vil give rigtig, rigtig mange unger i løbet
af meget kort tid - det er at drive rovdrift på hunnen, hvis hun
altid skal have unger hos sig, og det er bestemt ikke
anbefalelsesværdigt! Det er synd for hende og hun vil blive gammel
alt for hurtigt.
To hanner er bare udelukket - til trods for diverse historier om to
hanner, der godt kunne gå sammen, så er det bare ikke for kaniner!
De vil, når de bliver kønsmodne, slås og forsøge at kastrere
hinanden - det gør både hunner og hanner. Selvom det måske kan se
nok så godt ud, når man er ved kaninerne, så er det bare at tænke
på, at kommer de først op at toppes, så tager det ganske få sekunder
for den ene at gøre den anden infertil. Det er synd for kaninerne at
lade dem gå sammen sådan, for måske opdager man det aldrig.
Kanintænder er lange og skarpe, og de kan lave sår, der er nærmest
usynlige på overfladen, men som går dybt under huden. Derfor er det
ikke sikkert, at man opdager, at ens hanner har været oppe at slås
og at den ene har kastreret den anden, så lad være ved at prøve!
Ofte er resultatet dog alt for synligt; det er ikke bare
kønsorganerne, det går ud over, men også resten af kroppen. To
kaniner, der har været oppe at slås for alvor er ikke noget kønt
syn.
To hunner er heller ikke nogen særlig god ide.
Mange steder kan man læse, at to kuldsøstre, der er vokset op
sammen, godt kan enes. Tjaa... nogen gange går det, men oftest er
det ingen god løsning. Som sagt - det kan gå godt, men er det f.eks.
udekaniner, så kan man ikke holde øje med dem ret længe tid af
gangen.
I værste fald slås de, med grimme sår og masser af stress til følge;
ellers kan den ene dominere den anden, så den får for lidt foder og
vand og iøvrigt bliver tyraniseret og stresset. Det er ingen god
løsning for kaninerne.
Det, som fungerer her hos os (og også andre steder), er en hun og en
kastreret han.
Jeg tør godt at påstå, at de gladeste kaniner her er dem, som har en
partner at gå sammen med.
Det er dog heller ikke en ukompliceret sag at sætte sådanne to
sammen.
Kaniner har, ligesom mennesker og andre dyr, forskellige
personligheder og temperament.
Bare fordi, at en han er kastreret er det slet ikke sikkert, at
hunnen synes om ham - eller omvendt! Hunnen er pr. definition den,
der bestemmer, og en dominerende han kan det godt være lidt svært at
finde en passende hun til. En meget dominerende hun kan til gengæld
prøve at tryne alt og alle, som hun møder.
Som regel er det muligt at få det til at fungere godt - vi har par
her, hvor det var kærlighed ved første blik; det er dog mere
undtagelsen end reglen.
Der vil næsten altid være en magtkamp i starten - de skal se
hinanden an, og der vil højst sandsynligt være lidt nappen i nakken,
løben rundt om hinanden o.l. Det er helt naturligt, for de skal have
afgjort hvem som bestemmer. Efter et par gange eller tre, så er
rangordenen afgjort, og så er det, at de begynder at hygge sig med
hinanden, slikke hinanden, lege sammen, ligge sammen og hygge og
sove osv.
Det sker også, at det ikke bare bliver ved napperi og løben, men
udvikler sig til en decideret slåskamp, hvor pelstotterne flyver
rundt - derfor skal de altid være under konstant opsyn de
første mange gange. Begynder de først at slås for alvor, så skal de
naturligvis skilles ad omgående. Chancerne for et lykkeligt ægteskab
bagefter er ikke ret store.
Det bedste at gøre er, at når man får en kommende partner til en
kanin, som man har i forvejen, så sætter man den nyankomne i sit
eget bur ved siden af den kommende partner. Lad dem gå sådan et godt
stykke tid, gerne flere uger, og vænne sig til hinandens lugte og
lyde.
Derefter kan man lade dem hilse kort på hinanden på neutralt
territorie, f.eks. et rum, hvor ingen af dem har været før (sæt
aldrig nogensinde den ene ind i den andens bur! Det går med
garanti galt.) Jo bedre plads der er, jo større chance for succes -
kan de komme væk fra hinanden, når de vil, så er der langt større
chance for, at det lykkes i sidste ende.
Går det godt, så kan man lade dem mødes på kendt territorie og se
hinanden an, stadig med så god plads som muligt. Plads er afgørende
for, om det går eller ej.
Går det stadig godt, så lukker man begge ud og lader burene stå
åbne; de vil sandsynligvis hoppe ind og undersøge hinandens bure.
Bliver det accepteret af dem begge, så er der ikke så langt igen.
Dog skal man lade gå en rum tid, før de bliver lukket inde i et bur
sammen - den lille plads kræver, at de kender hinanden godt og enes
endnu bedre.
Med den rette fremgangsmåde, så kan man få det til at lykkes i de
fleste tilfælde.
Vi har her 8 par af hun og kastreret han og flere er på vej.
Alle vores enes supergodt og når kaniner først finder en partner, så
knytter de sig meget tæt til hinanden - de ligger og sover sammen,
de slikker hinanden på skift, de leger sammen, og det er så dejligt
at se på!
Vi har også kaniner, der har haft et helt abnormt stort kontaktbehov
til os, før de fik en ægtefælle - efter "brylluppet" er de stadig
dejligt kælne, men kan slappe helt af, også selvom vi er til stede.
Og det er sådan, at det skal være. De skal være kælne og søde
overfor for os, og det er de, men de skal også have en at snakke
kaninsk med - uanset hvor gode og omsorgsfulde ejere vi er, så
bliver vi nu engang aldrig til kaniner!
|
|
