Hvordan Kaninasylet opstod.

Som tidligere nævnt, så startede vi med to meget små kaninunger, da vi gerne ville have kæledyr. Vi boede dengang i en toværelses lejlighed i København, hvor man ikke måtte have hund og kat, så vi fik to små kaniner. De kom fra min mands daværende arbejde - det var en misbruger, der tjente lidt ekstra ved at lave kaninunger. Det gode er så, at dyrehold efterfølgende blev forbudt derude, da min mand gjorde en indsats for det - dyrene blev holdt under helt urimelige betingelser.

Det var ikke umiddelbart tanken dengang at lave et kaninasyl, men med tiden kom der bare flere, fordi vi så eller hørte om stakkels forsømte dyr, som vi syntes fortjente det meget bedre, end det, som de kom fra. I København nåede vi at få nr.9, inden vi flyttede til Skævinge - det er de ni kaniner, der er beskrevet under "kaninhistorier".
I Skævinge fik vi jo så noget mere plads; det er farligt, når man har et blødt hjerte for værdigt trængende kaniner!

Kort tid efter, at vi var flyttet ind kom overboen og viste os hendes søsters kanin, en bange lille albino dværgkanin. Søsteren havde fået ham i gave, men kunne ikke have ham, så i en alder af 5 mdr. havde han boet 3 forskellige steder, og nu vidste de ikke, hvad de skulle gøre med ham. Vi tog ham selvfølgelig ind, kaldte ham for Albert og skyndte os at få ham kastreret. Han var vores største problembarn; efter et år var han lige bange og sky, til trods for kæl, snak, osv. Men efter at en clairvoyant, der kunne tale med dyr, fik snakket med Albert, samt at han fik blomstermedicin, er han blevet meget mere velfungerende. Han bliver aldrig den, der hopper op i sofaen for at kæle, men han har det godt og er ikke bange mere.

Så kom naboen og spurgte, om ikke vi ville have deres to kaniner....
Den ene var en smuk og raceren teddy, den anden en hvid rødøjet dværgvædder, og ingen interesserede sig for dem. Vi kunne ikke sige nej, og efter at have passet dem og haft dem inde (og ude) hos os i et par måneder, så invaderede de vores hjerter og vores køkken. Teddyen, Gizmo, ville de aflive, da vi opdagede at han havde skæve tænder. Så var den sag afgjort, og de flyttede ind hos os. Gizmo er desværre ikke mere, og vi savner ham utroligt meget.
Men Pylle er her endnu, og har endda fået en ny ven - Mathias, en meget sød og rolig han, og de nyder deres alderdom i vores køkken nu.

Det var nok her omkring, at vi for alvor begyndte at indstille hele vores tilværelse på at gøre det godt for de kaniner, som ingen andre ville have eller tage sig af.

Det forekom os ufatteligt, at mennesker bare kunne lade dem sidde uden andet end mad og vand - vores "ældste" kaniner, der har fået masser af opmærksomhed, de var kælne, kendte deres navne, lystrede mange kommandoer osv. Kaniner er intelligente dyr, der er lærenemme og meget sociale, og når først man oplever, hvordan en forsømt eller vanrøgtet kanin liver fuldstændig op og får lov at være kanin, så er vi i hvert fald helt solgt!

Vi tilrettelagde vores arbejdstider, så der altid var nogen hjemme, og indrettede hele dagens rytme, så det kunne passe med kaninerne, deres behov og alt det arbejde, som følger med et stort dyrehold.
Det har så givet os en meget stor flok meget glade og veltilpassede kaniner, og det er bare det hele værd at stå op til hver morgen.

Midt i juni 2006 flyttede vi så ned på en lille gård i en lillebitte landsby på Stevns. Her er god plads og en stald; den blev faktisk allerede mere eller mindre fyldt, inden vi overhovedet flyttede ind.
Vi havde tænkt at bruge pladsen til kaniner, der havde brug for det, og det gik (desværre) hurtigere, end vi havde forestillet os.
Lidt tid før, at vi flyttede, var min mand på Stevns for at købe nogle bure. Dem fik han - samt en lillebitte helt utrolig sød kaninunge. Det kom som en overraskelse (det har altid været mig, der kom hjem med nye..), og noget helt andet var, at den lille yndighed højst var 4 uger gammel. Det er jo alt for lidt, så jeg ringede til manden med burene og aftalte, at vi hentede mor kanin dagen efter (ALT var bare til salg der, kun  prisen var afgørende). Vi tog så ned for at hente mor kanin - og føj, et syn, der mødte mig.

Der var en hel stald fuld af kaniner - fulde af øjenbetændelse, snot, underernærende og mange af dem rædselsslagne for mennesker. For at gøre indtrykket komplet, gik de i bure, der bare var fyldt med deres eget møg. Det var så forfærdeligt at se, arme stakkels små dyr.
Vi tog kaninmor med hjem, og på vej hjem i bilen blev vi enige om, at vi ville købe allesammen og så få dem hjem, når vi kom til Stevns. Da jeg ringede til manden var det første spørgsmål: "Hvad vil I give for dem?"
2 dage efter, at vi var flyttet hentede vi dem (og betalte alt for meget, men de skulle jo bare væk). 3 dage senere havde vi dyrlæge til dem - en blev aflivet med det samme, hun var så dårlig, at hun ikke kunne reddes, og 2 uger senere måtte vi aflive to andre, som også havde pasteurellose.
En til fik et udbrud af det, men reagerede på behandlingen og er idag symptomfri. Hun begavede os iøvrigt 2 uger efter ankomst med to store, flotte unger, og en anden hun fødte samme dag 5 fine unger. Så de 14 kaniner, som vi tog derfra blev så til 21 (minus de aflivede). Idag er de kaniner velnærede og glade; nogle er mere kælne end andre, men de trives alle fint.

Det er meget nedslående, så mange kaniner, som sidder rundt omkring under alt for dårlige forhold - vi har for længe siden besluttet, at gøre, hvad vi kan for at gøre livet godt for dem, som vi har plads og tid til.
Der er internater for hunde og katte, men mig bekendt er der ingen, som gør noget specielt for kaniner, og det undrer mig - de er jo lige så gode kæledyr med lige så meget personlighed som f.eks. hunde og katte, og der er mange af dem rundt omkring.!

Det er nok overflødigt at nævne, men der er ingen avl her, da vi mener, at der i forvejen er alt for mange kaniner, der ikke har anstændige levevilkår - vi ser ingen grund til at sætte flere i verden. Vi vil hellere gøre det godt, for dem, som allerede er her.
Der er heller aldrig nogle af dyrene, som bliver solgt eller omplaceret - det holder vi alt for meget af dem til, og de fleste har også haft omvæltninger og/eller dårlige oplevelser nok. Alle bliver her til den dag, hvor de ligger med poterne i vejret.
Og vi kunne naturligvis heller ikke drømme om nogen sinde at spise kaniner; hvem vil spise et familiemedlem? Vi vil gerne leve med dyrene, ikke af dem.

Vi er meget tæt på at have fyldt helt op, men så kan vi glæde os over at kunne gøre livet godt for de mange kaniner, som indtil videre har fundet vej hertil.

Mino 11 uger gammel - det var Mino, som vi hentede kaninmor til
 (og som berigede os med 19 andre kaniner)