Pels og Pelspleje - Vores langhårede Kaniner.

Vi har 10 langhårede kaniner - allesammen er kommet her uden at have været passet med hensyn til deres pels.
De langhårede kaniner kræver en hel del tid hvad angår pelspleje; det fremgår bare ikke altid af diverse hjemmesider o.l. fra mennesker, der avler dem. Og yndige ser de jo ud, men det er ikke en let opgave at holde en stor, tæt pels iorden.

Otte af vores langhårede er teddyer.
Teddyer er langhårede overalt, også i hovedet (modsat fuchs og angora).
Jeg klipper vores teddyer i hovedet, for ellers løber de ind i alt, hvad der står på gulvet, inklusive vores ben...
Deres pels er tæt; hårene er meget lange og fine, og jeg har set en del steder, at avlere skriver, at de skal børstes hver 14. dag - det holder ikke.
De skal friseres helt igennem ca. en gang ugentlig for at holde pelsen fri for filt og knuder, og er de i fæld er det ca. hver anden dag, især hos unger og ungdyr, der har den bedste pelskvalitet og derfor selvfølgelig mest og tættest pels.

Da vi modtog Anton, så havde han en tyk, hård filtagtig pude på ryggen nede ved halen og op; halen, benene, halsen og brystet var også filtret helt til. Han kom i narkose og blev barberet helt ned - det gør jo ondt, når man skal bevæge sig med sådan et "tæppe" på. Bagefter var han helt lettet og endnu mere nysgerrig og frisk end før.

Den bedste måde at frisere på er at starte bagfra og nedefra. Risikoen for filt er størst længst nede ved jorden, bag på ryggen ved halen og på brystet under hagen.
Jeg starter med halen, fortsætter med området over halen og så videre op ad ryggen i en "stribe".
Herefter tager jeg den ene side, starter stadig bagfra og arbejder mig bagfra og nedefra til opad og fremad; det næste er så den anden side.
Når maven skal ordnes, så er man nødt til at være to; den ene holder og den anden friserer. Jeg kan i hvert fald ikke både holde og frisere selv....
Det er en god ide at være opmærksom på området mellem forbenene og mellem bagbenene; her kan der også hurtigt komme filt.
Det er svært helt at undgå små knuder; til at få dem væk, bruger jeg en udfiltringkniv, den skærer igennem knuderne og "opløser" dem. Et helt uundværligt redskab til langhårskaniner; så undgår man at skulle trække for store veksler på deres tålmodighed. Det kan i forvejen være svært nok at skulle sidde stille så længe - det er jo ikke præcis det, som naturen har skabt dem til.
Er der store filtknuder er det bedst at klippe dem af med en saks, men sidder de tæt på huden, er det bedst at lade dyrlægen ordne det. Kaniners hud er meget tynd og elastisk, og det kan være nærmest umuligt at se, hvad som er hud og hvad som er pels.
Til den almindelige frisering bruger jeg en bredtandet kam - almindelige redekamme og karter kan slet ikke komme igennem en teddypels (eller fuchs, for den sags skyld). 
Desuden kan man få en spray, som modvirker filt i pelsen - jeg har kun brugt den et par gange, men den kan nu være fin til f.eks. en teddy i fæld.

Fuchserne er langhårede nede ved jorden, i nakken og på ørerne, under hagen, på maven og så har de kindskæg og eventuelt en lille pandelok. Ryggen og selve hovedet er ikke så langt, men dog længere end hos korthårede kaniner.
Jeg synes, at selvom fuchserne ikke er langhårede overalt som teddyerne, så kræver de stadig en del.. Den lange pels er mere "ulden" og filtrer hurtigere, især når det er varmt i vejret.
Vores fuchser bliver friseret ca. en gang ugentlig, og redskaberne er de samme som bruges til teddyerne.

Peter Plys.
Vi fik Peter ca. 3 år gammel - og det værste tilfælde af en langhåret, som ikke var blevet passet.
Han havde et stort, tykt og stinkende filtlag over hele kroppen - inklusiv panden, kinderne, poter. Alt var bare filtret på det stakkels dyr og han lugtede helt forfærdeligt.
Han blev barberet helt ned (det tog dyrlægen og en assistent over to timer), og vi fik en halv kanin med hjem igen.
Men han kedelige fortid til trods er han utrolig sød, kælen og kontaktsøgende - han er meget aktiv, og han er en af dem, som kommer allerførst ud om morgenen.
Vi glæder os til pelsen vokser ud igen - han er blå/gul japaner teddy/fuchs blanding, og garanteret meget smuk med en lang, velpasset pels.

Isabella.
Lille bitte Isabella købte vi fra en dyrehandler - vi var inde for at kigge, og her sad der så et kuld meget små kaninunger, alt for små (men det er dyrehandlere jo ligeglade med...). En var langhåret, og jeg spurgte, om jeg måtte tage den op, og jeg kunne bare åbne og tage den. Det gjorde jeg så - og fik således en 6 uger gammel filtbunke i hånden...
Det var meget svært at sætte hende ned igen, men jeg gjorde det - og fortalte dem på en pæn måde, at hun var filtret og burde klippes ned. Svaret var "ja, ja , ja" - helt tydeligt, at de ville have mig ud, og jo hurtigere jo bedre.
Ud gik jeg så - men dagen efter, da jeg var kørt på arbejde, så gik Peter derind, tog hende og betalte og gav dem nogle ord med på vejen om det svineri, som det er at lade en lille unge sidde sådan.
Vi ville melde dem (for det var virkelig slemt med hende), men det kunne vi ikke - vi skulle have ladet hende sidde, og så meldt det - så kunne man have fået kaninen væk og samtidig fået straffet dyrehandleren. Men nu ved vi det til en anden gang.
Dyrehandleren var SuperPet i Køge (Brogade) og de havde tydeligvis prøvet det før. Desværre har indehaveren også to - tre andre butikker - støt dem ikke; vi har talt med mange andre, som også har dårlige erfaringer med dem.

 

 








Anton er en superflot blå schecketegnet teddy.
På billedet er han klippet lidt i hovedet.
 


Anton igen - med sin flotte lange pels.
 

 


Emma er en blå dværgvædder fuchs/teddyblanding med en flot, tæt pels.

 



Peter Plys - helt nedbarberet.
 

 




6 uger gammel og uden pels - et altfor almindeligt eksempel på et vanrøgtet dyr fra en dyrehandel! Nedbarberingen var absolut nødvendig p.g.a. den filtrede pels.



 
 

 

 
     

Copyright © KaninAsylet v./ Anne og Peter Jacobsen.          WebDesign af: KjiDesign