Idag 12.04.2010 måtte vi give vores Willy fred.
Han var blevet ekstremt snottet, så meget, at det gik ud over vejrtrækningen. Og så gik infektionen også i øjnene.
Vi forsøgte selvfølgelig behandling først, men det hjalp overhovedet ikke, og da han så heller ikke spiste ordentligt og virkede meget træt, så er der ikke mere at gøre. Det ville kun være et spørgsmål om tid inden det var blevet endnu værre, og det skulle han ikke opleve.
Willy har altid været den dejligste kælebamse - utrolig sød og omgængelig og glad, hver eneste gang vi kom; han kom selv løbende, for der var jo ikke noget bedre end kæl.
Vi er meget kede af at miste ham, men nu kunne han bare ikke mere.
Hav det godt, søde Willy - vi vil savne dit altid gode humør, når vi kommer ned i haven.

I dag 21.02.2010. har været en af de sværeste dage i kaninasylets historie. Jeg og min kone har næsten ikke kunne håndtere denne situation, men der er vi jo nødt til.
Mino kanino har de sidste par dage værest meget dårlig med sit ben. Vi har selvfølgelig snakket med vores dyrelæge Bjarne Østergaard Rasmussen, vi har givet Mino kaninmassage og vasket han hver dag. Men han er kun bleven værre fra dag ti dag.

I begyndelsen kunne han kun støtte på det ene ben og havde svært ved at vaske sig på benet for urin m.m.

I morges var det helt galt , han kunne overhoved ikke støtte på begge ben og han var smurt ind i sin egen urin.

Det kunne vi ikke længere se på , og kontaktede vores egen dyrelæge. Han var selvfølgelig optaget og kunne ikke hjælpe os lige p.t.

Så vi ringede til KBH dyrehospital, dem har vi brugt før men positive reslutater, . Det endte med at jeg ( peter ) tog til KBH dyrehospital for at får Mino aflivet, desværre.

Den behandling jeg fik der vil jeg gerne rose rigtig meget. Jeg har været på rigtig mange dyrehospitaler eller klinikker rundt omkring i sjælland men jeg har aldrig omlevet sådan en proffesionel og omsorgsfuld behaandling før.

Først fik Mino Kanino en bedøvende sprøjte så han faldt i dyb søvn, når han var faldet i dybt søvn fik han den sidste sprøjte. Og så var han væk
Men måden det hele forgeik på kom bag på mig..Popsitivt ment. Da Mino kom ind på klinikken slikkende han helt vildt på min hånd, det har hen aldrig gjort før. Da jeg trodede han var helt værk, rejste han hovede lidt op og så på mig med sine små dejlige øjene og slikkede mig 2 dage på hånden inden han faldt dyb søv.
Det der kom mest bag på mig var at inden han faldt i dyb søvn kiggedede han mig i øjnene og slikkede mig 2 gange på hånden. Ligesom om han sagde TAK OG HILS MOR MANGEGANGE.
Lige som m han sagde det sidste farvel.
FARVEL OG TAK MANGE MANGE GANGE MINO KANINO
VI SAVVNER DIG KÆRE MINO KANINO

Nina.
Nina fik vi også gennem dba. Der var et billede med annoncen, som min mand slet ikke kunne stå for.
Jeg ringede, og så kørte vi hen og hentede hende. Jeg havde i telefonen fået at vide, at hun skulle væk, fordi teenagedatteren ikke gad hende, og moderen i huset var for hård ved hende.
Vi kom så og så yndige lille Nina og faldt pladask for hende - madagascarfarvet, smuk og nysgerrig.
Så hun kom med hjem - dagen efter hjemkomsten havde den lille yndighed forvandlet sig til et frådende monster. Hun angreb for fuld styrke og bed uden at advare overhovedet; hun var uden tvivl blevet behandlet meget brutalt. Hun kunne ikke fodres, kæles, løftes, ingenting. Vi fik hurtigt begge to store bidsår af hende, både på arme og ben.
Stakkels lille kanin - hun havde ikke tillid til, at mennesker ville hende noget som helst godt.
Vi var meget forsigtige med hende, snakkede stille og roligt og tog hende så forsigtigt, som det nu var muligt, og det hjalp efterhånden.
Idag er Nina er dejlig kælekanin; hun kan ikke tage hurtige bevægelser eller højrøstet tale, men hun har det godt og nyder kaninlivet her, og hun har været igennem så meget grimt, at hun får det, som hun helst vil have det.Det synes vi, at hun har fortjent.

Nina har fået alt, hvad hun har fortjent - idag (d.9. 11 2007) måtte vi sige farvel til hende efter en større operation.
Det er vores største tab endnu - vi savner søde, smukke Nina og synes, at hun skulle have haft et meget længere liv her....
Du vil altid være hos os, Nina! Vi savner dig utrolig meget...

Freja.
Freja fik vi, da hun var 10 uger gammel. Hun kom fra en familie i Skævinge (hun var resultatet af, at et barn havde tabt hannen ned til hunnen), nogle rare mennesker.
Hun blev købt som selskab til Thor - ham måtte vi flytte fra mor 4 1/2 uge gammel, da hun begyndte at parre ham.
Vi syntes, at det var synd at han skulle vokse op alene; han var den eneste i kuldet.
Så Freja kom og holdt ham med selskab, og de hyggede sig i ca. et par måneder. De blev så skilt ad, og efter Thor blev kastreret kunne de ikke sammen mere.
Idag bor Freja alene, med Valdemar som nabo. Hun er en dejlig kanin, madagascarfarvet, stor og kraftig. Hun ligner altid en, der tror, at hun skal direkte i gryden - øjnene er store som tekopper og hun trykker sig helt op i et hjørne; men når vi tager hende op og sætter hende ud, så er det slet ikke så galt alligevel.
Hun er med tiden blevet ret kælen og hun slikker gerne fingre på os.

I dag 17.02.2010 måtte vi lade Emma få fred. 
Hun var blevet endnu dårligere end igår og sad bare i buret samme sted med lukkede øjne. Så vi mente bestemt ikke, at der var nogen grund til at vente helt til imorgen og se - det ville være at plage hende unødigt.
Søde smukke Emma fik vi for snart 4 år siden, sammen med hendes søster Elise.
Begge var langhårede rescues fra en dyrehandel, hvor de ikke var blevet passet med deres lange pels.
Emma var en ret bestemt lille dame - jeg kan huske, at kort tid efter hendes ankomst her, så boede hun i løbegård ude i haven, og når hun hoppede op på sit hus, så kunne hun ikke komme ned igen. Jeg ville selvfølgelig hjælpe hende, men da jeg så kom hen og ville tage hende ned, så sad der et tandsæt lige i min arm - det skulle hun nok selv bestemme! 
Nå, men ned kom hun, og hun har aldrig bidt os siden, men egenrådig har hun alle dage været.
Til gengæld var hun også meget kælen - især i sit bur.
Hun flyttede indendørs for snart lang tid siden, og selvom det betød mindre plads i forhold til løbegården, så nød hun den ekstra opmærksomhed herinde.
Hver eneste morgen, når hun kunne høre, at maden var på vej, så hoppede hun op på øverste etage og åbnede lågen selv - og der stod hun så og kiggede ud, når vi kom. Og nogle gange, når hun så havde fået mad og kæl og jeg lukkede lågen, så åbnede hun den lige igen, for vi var da ikke helt færdige med at snakke....
Hav det godt, søde smukke Emma. Vi kommer til at savne dit søde bløde hoved ud af lågen om morgenen, og at bære dig i løbegård, hvor du altid skulle helt op på skulderen at sidde. Men du har det helt sikkert bedre, hvor du er nu, lille pige.