Flere af Kaninerne.

Rosa & Bruno.
Her er et (ikke så godt) billede af Rosa. Rosa blev, sammen med Bruno, fundet løbende på en parkeringsplads på indre Nørrebro. Begge var fejl- og underernærende, da vi fik dem.
De har det godt sammen nu og er nogle skønne kælekaniner.
Rosa er hvid blåøjet og Bruno er vildtgrå, begge blandinger.

 

 

Anton. & Marie
Anton er en utrolig smuk blå schecketegnet teddy. Han var så filtret, da vi fik ham, så han kom til dyrlægen med det samme og blev barberet ned og kastreret. Han har idag en usædvanlig flot pels, og han har fundet sin soulmate i Marie.

Marie er en lækker lille sort dværgvædder. Hun blev solgt, fordi familien ikke syntes, at de havde tid nok til hende. Marie er en af de få her, der har haft det godt, hvor hun kom fra - hun er så tillidsfuld, at hun med stor fornøjelse ligger på ryggen i armene for at kæle.

 

 

 

 

 

 

 

 

Ingeborg & Preben Mortensen
Ingeborg er en sød og smuk isabella hollænder - hun er købt fra en avler sammen med Laura, fordi jeg bare ville have en hollænder (jeg kunne så ikke vælge mellem sort og isabella....så jeg tog to).Hun var ikke tam, da hun kom, men det er hun nu - et rigtigt hyggedyr!
Ingeborg storhygger sig med Preben Mortensen, og det har hun gjort længe.
De bor midt på græsplænen i en åben indhegning, for de er så flinke at de ikke hopper over...
Ingeborg følger med i alt, som foregår i haven! Det er hendes have, nemlig...
Hun er nu 5.5 år og Preben er 6.5, og alligevel får de de vildeste ræseture og hopper og spæner rundt i løbegården - to ældre, meget glade og vitale kaniner.

Se under de gode historier for at læse mere om Preben

 

 

 

 

Valdemar.
Valdemar skal også have lov at være med.

Han er en lille vildtgrå dværgblanding, utrolig sød og kærlig.
Valdemar havde været til salg på gul og gratis, men da han efter et stykke tid ikke var solgt, satte ejeren ham løs i skoven.
Efter nogle henvendelser fra min veninde, der med store ord forklarede om dyrevelfærd, og at det rent faktisk er forbudt at sætte en tam kanin ud i det vilde, så indvilgede ejerne i at prøve at fange ham igen. Det lykkedes heldigvis for dem, og nu har vi Valdemar. Han er alt for lille kropsmæssigt - hans hoved og poter er alt for store til hans krop, så mit gæt er, at han har været underernæret som unge.
Men Valdemar har det vældig godt - han er superkælen og meget kærlig og bare sød!
Han nyder at komme ud, men det bedste er nok, når han kan ligge på ryggen i armene på en af os og kææææle....og helst længe.
Valdemar er så kær, at det er umuligt at forstå, hvorfor nogen nogensinde ville af med ham. Han er bare for lækker! Hvis du ser billedet, så forstår du nok.

 

 

 

Mikkel.
Mikkel er en meget smuk, lille ræverød løvehoved. Jeg fik Mikkel fra min veninde, der havde
modtaget ham og Anton sammen. De havde gået sammen i et lillebitte bur, men heldigvis havde de ikke gjort hinanden noget.
Jeg kunne ikke stå for Mikkel, så han havnede også her. Han er en meget sød, rolig og kælen kanin, som vi er rigtig glade for.
Vi prøver p.t., om han ikke kunne falde for Bette.

 


 

Bette.
Bette fik vi, fordi den tidligere ejer ikke havde tiden til hende mere, og syntes, at hun skulle have lidt mere opmærksomhed.
Hun har ellers haft det godt, men hun var lidt tilbagetrukket i starten, fordi hun ikke rigtig forventede noget.
Nu kan hun både tigge og slikke fingre, og lader til at være fint tilfreds med  forholdene her.
Hun er en lille hermelin, wienertegnet mørk brun zobel og meget smuk, synes vi. Desuden har hun et brunt øje og et blåt.

 


 Jasmin.
6. december 2006: så fik jeg en af mine kalendergaver - smukke, yndige lille Jasmin hentede vi idag.
Hun er en meget smuk lille sort otter hermelin, som tidligere ejer havde svært ved at håndtere og få til at lystre.
Hun skulle have været aflivet p.g.a. det, blandt andet efter råd fra "kaninkyndige" mennesker.
Jasmin er heller ikke nem - hun er "hermelin-hysterisk", trives bedst med andre kaniners selskab fremfor vores, og er i det hele taget reserveret og ikke ret kontaktsøgende.
Men det betyder jo ikke, at hun ikke kan få det godt.
Jasmin er helt uden tvivl fars kanin - hun er ikke vild med mig, men Peter håndterer hende uden de store problemer.
Jeg er ret sikker på, at Jasmin har haft dårlige erfaringer med kvinder, og derfor foretrækker hun mænd (det er ikke et ualmindeligt fænomen) - og så er det jo heldigt, at vi er en af hver her....

 



 
 

 

 

Copyright © KaninAsylet v./ Anne og Peter Jacobsen.          WebDesign af: KjiDesign