Vores Handicappede Kaniner.

Ninett.
Ninett kom til os, da en enlig mor havde købt hende til kælekanin sammen med en anden.
Men hun løb ind i væggene og blev forskrækket, når barnet kom til hende. Forståeligt nok - Ninett er både blind og døv. Begge dele er medfødt, men med de rette betingelser kan en sådan kanin sagtens få et godt liv. Det har Ninett her - alt er i faste rammer, hun genkender sine omgivelser (hun bruger knurhår og lugtesans til at orientere sig), og hun kommer også ud på græs ind imellem i et lille græsningsbur, som hun kan overskue.
Hun kender sit bur og os og hun er meget sød og kælen.
I kraft af sine handicaps har Ninett selvfølgelig særstatus her, og bliver forkælet ekstra meget.

Bjarke.
Bjarke kommer ind under kategorien handicappet, da han har vildtvoksende tænder - så meget, at det kræver en tur til Bjarne dyrlæge en gang om måneden for at holde dem iorden.
Men det gør vi gerne, for lille bitte Bjarke (der kun vejer 730 g), er en meget tillidsfuld og livsglad lille kanin, der nyder livet her - så en dag engang imellem med lidt "tømmermænd" spolerer ikke hans gode liv.
Han er supersød, glad og tillidsfuld, så hans tænder bliver bare ordnet, og så er Bjarke glad!

 

 

Troels.

Troels kommer fra en besøgsgård, hvor der slet ikke var styr på kaninerne. Omkring 12-14 hanner gik i flok, og det var et forfærdeligt syn - selvfølgelig...

Troels var hår- og hudløs i den ene side af hovedet, da han blev hentet herhjem p.g.a. en ubehandlet øjeninfektion - plus diverse bidsår rundt på kroppen, afmagring og en meget dårlig pels. Troels er desuden blind på det ene øje, og ser generelt dårligt. Men efter noget tid med godt foder, behandling, kastration, kæl og klap og endeligt en stor løbegård ved siden af søde Perle - så fandt Troels det gode humør frem igen.:-)

Han er en meget elskelig og omgængelig kanin, der bare nyder sit frie liv alene - men med god kontakt til Perle. Han får lov at være kanin, med alt, hvad det indebærer - graveri, løben rundt og fine flotte store hop af glæde hver morgen, når han bliver lukket ud.

 

 

Signe.

Signe var den eneste hun i flokken af hanner på besøgsgården.                                                   Hun var meget afmagret og med en meget stor, rund mave - det var heldigvis ikke drægtighed (som vi troede), men fejlernæring. Så hun er nu på specialkost for at få styr på maven.

Dertil kommer, at hun har et gammelt brud på det ene bagben, så hun hopper lidt besværet - hvilket betyder, at hun ikke har kunnet nå at komme til foderet blandt så mange andre. Men nu lever Signe i sit eget bur, og kommer ud hver dag i nogle timer - hun er meget tillidsfuld og kælen og bare en dejlig kaninpige, som skal have lov at tage tingene i det tempo, som hun kan klare - og det får hun lov til her.

 

Jens.

Jens kommer også fra besøgsgården.

Hans venstre side, bagpartiet og indersiden af lårene var et stort, inficeret sår, da han kom her. Jens er - lige som Troels - blind på det ene øje p.g.a. en gammel bidskade - og derfor har han ikke kunnet se, når nogle kom efter ham til den side.                                                                                Og derfor var han meget voldsomt skadet - jeg tvivlede faktisk på, at han kunne blive flot igen, men efter 2-3 ugers behandling er alle bylder og sår væk, og Jens kommer frisk frem i buret, selvom han nok aldrig bliver en decideret kælekanin. Men han har det godt og trives fint med sit liv som single - men vi håber stadig på, at han kan blive kastreret og få et dejligt liv med en sød hunkanin her.:-)

 



 

 

 


 

 

 

 

 

 


 



 
 

 

 
     

Copyright © KaninAsylet v./ Anne og Peter Jacobsen.          WebDesign af: KjiDesign