|
Angst og Aggression hos
Kaniner.
Angst.
Det er en alt for almindelig opfattelse, at kaniner bare er små,
søde bamser, som sagtens kan sidde i et bur størstedelen af deres
liv og så ellers bare blive kælet efter ejerens behov og den tid,
som der kan afsættes til det.
Sådan forholder virkeligheden sig bare ikke.
Mange kaniner udvikler adfærdsproblemer, fordi deres naturlige behov
ikke bliver tilgodeset eller fordi ejeren ikke kan snakke "kaninsk".
Det, som vi her har oplevet som de mest almindelige problemer m.h.t.
adfærd, er angst og aggression.
Kaniner er fra naturens side byttedyr - derfor vil de enten forsøge
at flygte fra en potentiel trussel eller sidde helt stille og trykke
sig. Det er ikke noget, som vi kan eller skal lave om på; kaninen er
nok det dyr, der bedst har bevaret sine naturlige instinkter, til
trods for, at de har været opdrættet og holdt som tamdyr i tusindvis
af år.
Derfor må vi lære at forstå vores kaniner; først når vi formår det,
kan vi ændre en negativ adfærd til noget positivt.
Når kaniner er bange, så er de også stressede - fuldstændig ligesom
andre dyr og mennesker. Et forhøjet stressniveau er nedbrydende,
både fysisk og psykisk - adrenalinet suser rundt i kroppen og giver
mange negative virkninger, hvis det står på i længere tid.
Derfor er det uhyre vigtigt, at man forstår sine kaniner og kan
tilbyde dem forhold, som de er trygge og glade ved.
En kanin, der er angst for mennesker eller omgivelserne, kan
reagere på forskellige måder.
Ofte trykker de sig, når flugt ikke er en mulighed (og i et bur er
det jo svært at komme væk); alternativt kan de blive aggressive og
bide voldsomt, kradse osv.
En kanin, der er angst, men ikke aggressiv, kan være en stor
udfordring at få gjort til et trygt, velfungerende familiemedlem.
Har den først en oplevelse af, at mennesker er farlige, så kræver
det meget tid og tålmodighed at lave om på - det gode er så, at det
kan lade sige gøre.
Vi har og har haft mange angste kaniner her, og nogle har levet
længe under dårlige forhold, hvor mennesker har været en trussel og
ikke "mor, der kommer med mad og dejlige kæl".
Sådanne kaniner kræver et enormt arbejde og meget, meget
opmærksomhed. Til gengæld er "resultatet" bare så opmuntrende og
bekræftigende!
Det, som vi har gjort med de angste kaniner er, at gå meget
stille og roligt til dem. De første 100 gange, hvor de bare trykker
sig i et hjørne af buret, så snakker vi stille til dem - aldrig tage
dem ud mod deres vilje! "Tvangskæleri" virker ikke. En lille guffer
(lille!) kan som regel efter lidt tid få de fleste ud af busken, og
efter lidt mere tid kan man måske få lov at kæle forsigtigt med en
finger op langs næseryggen.
Når kaninen er blevet tryg ved det og forstår, at når man henvender
sig, så betyder det noget godt, så kan man forsigtigt prøve at tage
den kortvarigt op. Den vil være bange de første mange gange, men i
og med, at ens henvendelse betyder kæl og ros og en lille guffer, så
kommer tilliden også med tiden - det er dog med meget stor forskel,
hvor lang tiden er.
Vi har haft et enkelt tilfælde her, hvor hverken kæl, ros eller guf
hjalp - lille Albert var bare så skadet af sin fortid, at han ikke
kunne komme over det.
Så henvendte vi os til en clairvoyant, der kan tale med dyr - hun
snakkede med Albert og fortalte os, hvilken blomstermedicin, som han
gerne ville have.
Det fik han, og han ændrede bare adfærd i løbet af ganske kort tid
(ca. 1 måned - og vi havde prøvet et år!). Han kunne komme hen og
"kysse" (stikke snuden op til vores mund), og han trykkede sig ikke
mere eller løb væk. Albert bliver aldrig den store sofakælekanin,
men han er glad og tryg og så er han også ved at finde en
kæreste! Smukke lille Victoria er vist ret interessant....
Aggression.
Aggression er desværre heller ikke en ualmindelig adfærd hos
kaniner.
Nogle racer har ry for at være mere temperamentsfulde end andre -
til dem hører rex, belgisk hare, hermeliner og løvehoveder.
Racer, som har ry for at være meget omgængelige er f.eks.
dværgvædder og hollænder.
Det er så lidt en sandhed med modifikationer, synes jeg. Der er
måske noget om det, men vi har/har haft meget aggressive
dværgvæddere og meget kælne og omgængelige hermeliner og rex. Så det
er altså både et spørgsmål om gener og om det mijlø, som de vokser
op med. Man kan gøre den bedste kanin til et lille monster ved
forkert behandling, og den værst genetisk belastede kan blive et
dejligt kæledyr - igen mener jeg, at det handler om at kunne snakke
kaninsk!
Ikke alle kaniner kan komme til at ligge i sofaen på ryggen og
hyggedikke, men de kan falde godt til, blive selskabelige og få et
godt kaninliv, hvis vi forstår at behandle dem rigtigt.
Min mening er, at al aggression udspringer af frygt for et eller
andet. Nogen gange er det let at se, hvad det er, andre gange kan
det være meget svært.
Men vil man have gjort en aggressiv kanin tryg igen, så må man finde
ud af årsagen til, hvorfor den forsvarer sig - for det er det, som
den gør.
Vi har har og har haft aggressive kaniner her; hovedparten er idag
meget velfungerende, men der er en, som vi ikke har haft så længe
endnu - han kan i visse situationer blive voldsomt aggressiv stadig.
Vores allerbedste eksempel er lille Nina. Ninas historie er
beskrevet under "Kaninhistorier". Nina er blevet råbt af, slået,
flået fat i osv. (og hvem f#nden gør sådan ved en lille kanin!!??),
så da vi fik hende 2.5 år gammel, så havde hun ikke tillid til nogen
eller noget, og hun angreb voldsomt og helt uden at advare. Hun var
bare af den opfattelse, at mennesker fik man ikke noget godt fra.
Det tog os flere måneder bare at kunne løfte hende op uden at blive
bidt - en gang hang hun simpelthen fast i Peters arm med tænderne
(av av), og jeg fik et sår på ankelen, da jeg trådte ind i damens
løbegård. Hun ræsede helt fra den anden ende med 100 km/t, bare for
at bide mig - det lykkedes fint!
Det har taget meget lang tid at få Nina til at finde ud af, at her
har hun det godt. Selvom det gik fremad med hende, så brugte vi også
vores clairvoyante til hende, og det gav det sidste - hun blev hørt,
og det hjalp.
Idag er Nina en skøn kælekanin - vi skal passe på med hurtige
bevægelser, for det sidder meget dybt i hende, men undgår vi det, så
er der ingen problemer.
Hun er en glad kanin, der elsker at komme ud i løbegård og blive
kælet med.
Vejen frem, når en bitte kanin på bare 2 kg kan være ved at få en
til at hoppe op på en stol, bare for at slippe for at blive ædt er,
at når det lille monster kommer fræsende for at sætte tænderne i
dig, så er du helt rolig. Når du får fat i Terminator, så lægger du
en hånd forsigtigt på hovedet og trykker let ned, evt. samtidig med
at sige "nej" - stille! Når du trykker hovedet forsigtigt ned, så
opfatter kaninen det som dominans fra din side, og den falder til
ro. Så roser du den lille dræberkanin, og fortæller den, at det er
den dejligste kanin i hele verden og at du ikke gør noget ondt, og
kæl den langs ryggen. Når den først sidder der, roligt holdt fast,
så kan man begynde det kaninpædagogiske arbejde.
Rolig tale, forsigtig fastholden af især hovedet og mange, mange kæl
får selv den værste kanin til at falde ned, men igen - det tager
tid, tid og meget tålmodighed.
Efter lidt tid kan det være, at en lille guffer også kan lokke, så
brug det endeligt! (Bare det er gode guffer)
Kaniner, der er så aggressive og bange som Nina i mit eksempel, vil
sandsynligvis altid skulle tages med fløjlshandsker - de er psykisk
skrøbelige, og vil ikke kunne tage de store forandringer, larm, uro
osv. De kræver en rolig håndtering og en fast struktureret hverdag
for at kunne fungere. Det er ikke den type kanin, som skal ind på
børneværelset!
Det er et kæmpe arbejde at få sådan en kanin på højkant igen, men
når det sker, så er resultatet bare så opløftende og
livsbekræftigende. Når jeg står op om morgenen og går rundt og
hilser på kaninerne, så står yndige lille Nina og hænger opad buret,
og når jeg stikker et par fingre ind, ja så slikker hun på dem,
indtil jeg fjerner hånden igen. Det er belønning nok for mig.
|
 |
